Jeg blev så ikke hende den seje, fitte gravide

For et par uger siden lagde jeg dette billede op på min Instagram profil.

 Til billedet skrev jeg:

“Kæmpe fan af, at have en krop der samarbejder så godt, her 3 1/2 uge fra at være halvejs i graviditeten. Her til aften tog jeg en 4 kilometer løbetur, præcis som jeg ellers ville have gjort før jeg blev gravid (Okay maske lidt langsommere end normalt). Jeg kan også stadig styrketræne, med indtil videre, kun få begrænsninger. Jeg krydser fingre for at det fortsætter – det kan lige så vel risikere at gå den anden vej :-)”

Og det er desværre gået den anden vej, selvom jeg ikke er meget for at erkende det… I sidste uge måtte jeg en tur forbi lægen, fordi jeg havde begyndende smerter ved lænden når jeg gik. Især hvis jeg gik hurtigt og længere tid ad gangen. Beskeden var at jeg skulle undgå alt der gjorde ondt, hvis ikke jeg ville ende med en reel bækkenløsning. Jamen okay så. Ikke lige den besked jeg havde håbet på. Det betød så, at jeg for det første måtte snakke med min chef om at der skulle tages hensyn til mig på mit arbejde. Derudover skulle jeg lige revurdere min elskede træning.

Jeg har lige siden jeg blev gravid, og faktisk også længe inden forestillet mig, at jeg skulle opretholde min nuværende træning under hele graviditeten – selvfølgelig med forbehold. Men eftersom jeg er vant til at træne tungt, så jeg ikke noget problem i at fortsætte med det, så længe jeg ikke havde nogle gener ved det. Det gik egentlig også fint nok. Jeg måtte gå lidt ned i kilo, men på trods af dette kunne jeg sagtens de ting jeg plejede at gøre, selvom jeg savnede lidt at sætte rekorder i de forskellige øvelser. Jeg løb også ture som jeg plejede uden problemer. Jeg husker tydeligt følelsen af at komme hjem fra en træning eller løbetur og være pisse stolt af mig selv og tænkte “hun kan faneme endnu!”.

Nu står jeg så her i min nye situation. Status er, at jeg ikke længere kan løbe – jeg har faktisk problemer med at gå selv korte ture med min hund. Derudover er jeg meget begrænset i min styrketræning. Jeg kan f.eks. ikke løfte noget over hovedet og jeg kan generelt kun tage meget lette vægte i forhold til før. Faktisk så har jeg det alle bedst med øvelser, hvor jeg kan sidde ned mens jeg udfører dem. Undskyld sproget, men det er satme sur røv efter mit hoved!

Jeg havde virkelig glædet mig til at være hende den “fitte gravide”, som løftede tunge vægte og løb ture flere gange om ugen. Men jeg har måtte indse, at det ikke er noget man selv bestemmer længere, når man har en lille fis i maven. Og det vigtigste er nu en gang at jeg passer på os begge 🙂

MEN det påvirker mig virkelig! Inden jeg blev gravid, var jeg på mit aller højeste. Jeg havde lige afsluttet mit forløb hos min personlige træner – og det havde givet nogle gode resultater. Jeg var blevet hammer stærk og kunne en masse ting jeg aldrig havde kunnet før. Det var noget der gav et rigtig selvtillidsboost.
Nu har jeg inderst inde bare lyst til at droppe træningen helt, for nu kan det jo også være lige meget. Mit fokus er dog nu, at prøve at efterleve det, som jeg fortæller alle andre, når jeg skal give et godt råd: Lidt er bedre end ingenting og det er aldrig spildt, selvom man ikke kan give sig 100 %. Det er faktisk nemmere at sige end gøre. I ved… moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt 😛

Det kan i hvert fald ikke være anderledes, så jeg kan lige så godt prøve at være positiv! Der er trods alt nogle ting jeg stadig kan. Det er heldigvis kun for en periode og det jeg har i vente til maj, er meget så bedre end at kunne dødløfte de skide 100 kilo lige nu. Så må alt det andet vente til jeg har min krop “for mig selv” igen 🙂