Aktiv i naturen: Fodsporet

Jeg kan ret godt lide at være aktiv i naturen. Den kan altså bare noget, som en tur i fitness centeret ikke kan hamle op med. Jeg kan dog også være god til bare at løbe den sædvanlige rute, rundt i området hvor vi bor, hver. evig. eneste. gang. Jeg har sat mig for at undersøge lidt nærmere, hvilke muligheder der egentlig er for at være fysisk aktiv i området (Slagelse, Skælskør, Korsør) og dele dem fra tid til anden her på bloggen. Måske du selv kan blive inspireret til at bruge nogle af de tilbud der findes rundt omkring 🙂

I sidste uge, tog min gode veninde og jeg er tur ud på Fodsporet, for at gå en tur sammen og skyde lidt billeder. Jeg har flere gange brugt Fodsporet til at være fysisk aktiv og kan godt anbefale andre at tage derud også. Ruten er ret smuk, og du får set en del natur undervejs. Vi var ikke lige derude på den årstid, hvor naturen præsenterer sig pænest, men det var nu ikke helt dårligt alligevel.

dsc_1009

 

Fodsporet er en nedlagt jernbane, som er blevet lavet om til en 48 km lang natursti, som strækker sig fra Slagelse til Dalmose og fra Dalmose til Næstved. Undervejs er der anlagt mange forskellige faciliteter, f.eks. shelters, legepladser, wc, bålhytter, bænke mm. Der er noget for en hver smag, både børn og voksne. Der er mange steder opsat pæle med QR koder du kan scanne, for at få information om natur, motion og kultur eller prøve interaktive spil. Ude omkring Ærøvej, hvor vi gik på sporet, var der også mærket af på asfalten for hver 100 meter over 1 kilometers strækning. Det er jo ret smart, hvis man vil ud og løbe intervalløb eller lignende 🙂

Man må bevæge sig til fods, på cykel, rulleskøjter eller lignende og strækningen er fuldstændig flad, så du slipper for at skulle op ad bakke (win!). Forrige år tog jeg hele strækningen over en weekend, hvor jeg cyklede fra Skælskør til Næstved den ene dag, overnattede hos min far og cyklede hjem fra Næstved til Slagelse dagen efter. Den flade strækning gjorde, at jeg kunne holde en gennemsnitsfart på ca. 22 km/t hele turen og var fremme på en 2 timers tid. Det var en lidt anderledes og noget flottere tur, end den sædvanlige biltur jeg plejer at tage derned 🙂

Du kan læse meget mere om Fodsporet her, eller bare nyde billederne herunder. De er taget af min dygtige veninde Sofie – du følge hendes nystartede Instagram profil @photograph.by.sophie, hvor hun lægger hendes meget flotte billeder op.

Bonusinfo: Hvis du besøger Fodsporet omkring august måned, EMMER fodsporet af kilometervis af brombærbuske til fri afbenyttelse. Selv tak 😀

dsc_0029-2

dsc_1010dsc_0056dsc_0018

dsc_0052 dsc_1011

Grove babypandekager

Min datter er begyndt at have en holdning til, hvad hun kan lide og hvad hun bestemt IKKE kan lide at spise. Lige i øjeblikket spiser hun helst kun kød og æg, hvis hun kan komme til det. Rugbrød er et no go, uanset hvilket pålæg det bliver beklædt med. Grød er heller ikke et hit.

Jeg synes jo, at hun skulle have noget, der kunne ligge lidt tungt i maven alligevel, så jeg måtte være kreativ i køkkenet. Det kom der de her meget simple og nemme pandekager ud af. Min datter er helt vild med dem og kører lystigt ned. De tog ca. 10 minutter at lave og så er der til nogle dage. Så har jeg da et eller andet, jeg kan proppe i den lille dame, indtil interessen for rugbrød vender tilbage 🙂

Det skal du bruge:

75 gram havregryn
25 gram hvedemel
2 æg
2 dl. mælk
Smør til stegning

Du kan godt bruge havregrynene som de er, men jeg blendede dem til mel, for konsistensens skyld. Derefter blandede jeg alle ingredienserne sammen og stegte dem i smør på panden. Jeg fik 4 store pandekager ud af denne her opskrift.

Jeg bruger dem til frokost, sammen med lidt frugt/grønt og lidt pålæg eller kød af en art. De vil også sagtens kunne bruges til morgenmad. Jeg vil tro at alle babyer fra ca. 6 måneder og op efter, vil kunne spise dem. Du kan også sagtens lave en stak til dig selv, så skal de nok bare lige have lidt salt, hvis de skal smage af noget:-)

dsc_0998-3

Træning og baby – det gør man da bare eller?

 

Hold nu op, hvor var jeg klog omkring det her emne, inden jeg blev mor. Babyer de sover jo gerne en 3 timers tid til middag, så det der med lige at tage lillepigen med op i fitness, skulle da nok kunne lade sig gøre. Også gerne 3 gange om ugen, som jeg var vant til. Så kunne jeg ordne alt det praktiske derhjemme og besøge venner og familie de andre dage i ugen. Neeeemt.

Jeg har haft Freja med i fitness EN gang. På hendes 9 levemåneder, er det lykkedes mig en eneste gang. Der var vidst nogen der glemte at fortælle mig, at min baby ikke er en af dem, som sover lange lure uden for hjemmets 4 vægge. Hun sover faktisk lige præcis 30 minutter fra det øjeblik hun lukker øjnene. Trækker man parkering af barnevogn i centeret, omklædning osv. fra, havde jeg omkring 17 minutters alenetid i fitness, inden hun var vågen igen. Herefter skulle jeg underholde et lille barn, samtidig med at jeg skulle træne (og se ud som om jeg selvfølgelig havde mega styr på det hele, ikke mindst). Dem der kender Freja, ved også godt, at hun er en meget bestemt dame. Efter et ophold i fitness på ca. 40 minutter, havde den unge dame fået NOK og vi måtte afslutte vores fornemme besøg. I ved sådan med lidt halvskrigeri på vejen ud. Jeg tror den episode, er på top 10 over de mest stressende ting, jeg nogensinde har prøvet 😀

Konklusionen må være: hvis du vil have dit barn med i fitness, så få et nemt barn der sover meget.. Spøg til side 🙂

Jeg skal selvfølgelig ikke være dommer over, om andre sagtens kan få det til at fungere. Jeg har set flere (mega seje) mødre, have deres små babyer med i fitness. Men jeg kan også sagtens forstå, hvorfor måske endnu flere mødre ikke kan overskue det. Det er i hvert fald min erfaring, at fitness er lidt mindre baby-venligt, end jeg havde forestillet mig.

Men hvad gør man så, når man står der med sit lille bitte menneske, der hænger på sin mor, næsten alle døgnets 24 timer?

Løsningen for mig, har været flere ting. Da Freja var under 4 måneder og havde rigtig svært ved at undvære mig særlig lang tid af gangen, bestod min træning enten af løbeture på en halv time, mens far tog over eller af lange gåture med barnevognen. Det var langt fra det jeg havde håbet på, at min træning skulle bestå af, men det var hvad der var realistisk, på daværende tidspunkt.

Nu hvor Freja er blevet ældre, tager far over ca. 1-2 gange om ugen, hvor jeg kan tage i fitness og træne, som jeg ellers ville have gjort. Det begrænser sig til at være om eftermiddagen og aftenen, hvor der er mega crowded i centret, men far arbejder i løbet af dagen, så det kan ikke være anderledes. Derudover prøver jeg ind i mellem at indpasse træning i den tid, hvor jeg er alene med Freja i løbet af dagen (den er der trods alt en del af). Nogen gange løber jeg en tur med Freja i klapvognen, mens hun sidder og nyder udsigten eller sover, andre gange træner jeg simpel styrketræning hjemme i stuen. Jeg anskaffet mig en træningsmåtte og 2 kettlebells på hver 8 kilo, hvilket jeg burde have gjort for længe siden. Det er super nemt at gå til, mens Freja alligevel sover udenfor og jeg slipper for al besværet med at pakke barnevogn, sportstaske, pusletaske og 100 stykker legetøj osv. for at komme ud ad døren.
Jeg har altid synes, at hjemmetræning ikke er “rigtig” træning, men det kan sagtens være rigtig effektivt og jeg har faktisk lært at holde af det.

Så det er altså den “famøse” træning det bliver til, efter jeg er blevet mor 😀 Jeg kan sagtens holde mig i fin form stadigvæk, men jeg savner også den tid jeg havde før, til virkelig at dyrke min passion. Det kommer heldigvis igen, men så længe man har sådan et lille barn i huset, foregår alt på hendes præmisser og det har jeg det faktisk også fint med. Træning skal der nok komme tid til, barslen med min lille datter har en udløbsdato 🙂

26913740_10215385087243428_1011461668_n

Spændende samarbejde med Mærk efter i Slagelse kommune

Nu er alt faldet på plads og jeg kan derfor med glæde afsløre, at jeg har startet et nyt samarbejde med Mærk efter i Slagelse kommune.

Mærk efter i Slagelse kommune er et online medie, der netop er opstartet den 2/1-2018, som skriver om nyheder og historier, fra Slagelse kommune. Derudover er der tilknyttet et bredt felt af bloggere, som skriver om alt mellem himmel og jord.

Jeg har været så heldig at blive en del af deres bloggerteam, og i kan derfor læse indlæg fra mig, på deres hjemmeside fremover. Mit primære fokus kommer til at være træning, sundhed og livet som mor og hvordan jeg ofte, men ikke altid, får det hele til at gå op i en højere enhed.

Derudover vil jeg klart anbefale jer også at tage et kig på resten af bloggerteamet på Mærk efter. Der er lidt for en hver smag og du kan læse indlæg om alt fra børneopdragelse til kunst, mode og mad. Der er rigtig mange spændende personligheder 🙂

 

Du kan besøge Mærk efter her: http://xn--mrkefter-j0a.dk/26943705_10215393668017942_2077234405_n
I kan også følge deres Facebookside her: https://www.facebook.com/MerkEfter/

 

Jeg har glædet mig rigtig meget til at starte hos Mærk efter, og ser frem til at skrive en masse inspirerende indlæg 🙂

Jeg kommer stadig til at køre min blog på Bloggersdelight sideløbende med mit skriveri for Mærk efter.

26994489_10215398932629554_761493843_n

Jeg er her endnu!

Måske havde du helt glemt, at du en gang havde liket en side på Facebook, der hed Bodyinprogress. Og med god grund. Jeg har i lang tid fået utallige påmindelser fra Facebook, som minder mig om mine manglende opslag. Ikke desto mindre er jeg her igen. Bedre sent end aldrig ikke? 😉

Det er snart ved at være et års tid siden, at jeg sidst har blogget. På da værende tidspunkt stod jeg med en efterhånden halvstor babybule, en færdiggjort uddannelse en en barsel i sigte, hvor jeg havde mange planer for hvad jeg skulle nå. At blogge om den sidste del af graviditeten og mit nye liv som mor når baby kom, var nogle af de ting jeg havde glædet  mig, til at bruge tid på. Tingene bliver dog ikke altid, som man forventer 🙂

Efter afslutningen af min uddannelse i Januar 2017, var jeg træt. Sådan helt ind i knoglerne. Jeg og en medstuderende havde kæmpet et par måneder med vores bachelor opgave. Det var en kæmpe forløsning at klare eksamenen rigtig godt og endelig være færdiguddannet. Jeg brugte derfor nogle uger på “at komme til mig selv” ved at få set lidt til min familie og venner og ved bare at lave lige præcis, hvad jeg havde lyst til, nu hvor jeg havde tiden til det. Efterfølgende gik jeg ledig, idet jeg ikke havde de store udsigter til et job, inden min barsel i april måned. På daværende tidspunkt følte jeg egentlig, at jeg havde en del på hjerte, men hele mit fokus lå på at blive klar til babys ankomst – både praktisk og mentalt. Derudover havde vi valgt at rive halvdelen af stueetagen ned herhjemme, hvilket krævede en del arbejde, inden vi havde et reelt hjem at leve i igen. Så trods min ledighed, synes jeg der var massere at foretage sig, hvilket stjal tid fra bloggen. Min plan var dog, at når baby kom til, så ville jeg helt sikkert bruge lidt tid på bloggen igen.

Det blev april måned og næsten 3 uger før termin, vælger vores lille babypige, Freja, at komme til verden. Vi forelskede os straks i vores lille menneske, som vi få dage efter fik med hjem fra hospitalet og skulle til at starte en ny hverdag med. Det viste sig dog at skulle være lidt mere udfordrende at blive forældre, end vi havde forestillet os, da vi i 4 måneder stod med et barn som var rigtig ked af det. Derudover har Freja bare generelt aldrig været et nemt barn efterfølgende, så mange af de ting jeg havde forstillet mig at skulle i min barsel, er kun nået til tanken 🙂 Det er en længere historie omkring vores datter, men det er noget jeg forestiller mig at skrive et uddybende indlæg omkring på et tidspunkt.
Men sådan helt overordnet, så kan jeg vidst roligt sige, at jeg ikke har haft særlig meget tid, til egne interesser de sidste 9 måneder, hvor Freja har været i mit liv. Eftersom jeg ofte har været så udmattet, at jeg har kunnet sidde op og sove, så har bloggen ikke ligefrem været min 1. prioritet 😀 Jeg er dog nået til et punkt nu, hvor jeg igen kan overskue at skrive lidt og jeg glæder mig til at komme i gang.
I og med mit liv har taget en meget drastisk drejning, vil bloggen ikke kun handle om sundhed og træning længere. Jeg er simpelthen ikke der i mit liv mere. Jeg går stadig op i mad og træning, men moderskabet fylder bare rigtig meget i mit liv nu, så det ligger mig meget naturligt at belyse den del også, da jeg stadig lægger stor vægt på oprigtighed på bloggen.
Derudover har jeg rigtig spændende nyheder. Jeg står ikke helt “alene” denne gang. Jeg har for nyligt skrevet under på et meget spændende samarbejde, som jeg snart kan løfte sløret for. Jeg opdaterer jer lige så snart det sidste er faldet på plads.

Jeg har været SÅ spændt på at komme i gang og jeg glæder mig til igen, at dele stort og småt med mine læsere. Indtil videre må dette være ordene for nu, i hører mere fra mig snarest 🙂

26913525_10215372019116733_1054113705_n