Jeg har altid været den der stille pige, som man ikke lægger mærke til som den første og jeg har haft sindssyg svært ved at sætte grænser og sige hvad jeg mener. Allerede fra den gang jeg var helt lille og gik i børnehave, kan jeg huske at jeg havde svært med det sociale, fordi jeg simpelthen ikke turde tale med andre og ikke havde en mening om noget. Derfor holdt jeg mig ganske enkelt for mig selv det meste af tiden og talte helst kun med pædagogerne, hvis jeg kunne komme til det.
Det var ikke blevet meget bedre, da jeg startede i folkeskolen. Jeg kan huske det var vildt grænseoverskridende. For det første var der sindssygt mange andre børn jeg skulle forholde mig til og for det andet blev det pludselig også forventet, at man var aktiv og sagde noget i timerne. Det holdt jeg mig gerne fra – alle skulle jo kigge på mig, hvis jeg sagde noget i timerne og hvad nu hvis jeg sagde noget forkert og blev til grin? Af samme grund fik jeg også den samme kommentar, hver evig eneste gang jeg var til skole-hjemsamtaler ”ja, Mia er jo en meget stille pige der ikke siger så meget i timerne. Det kunne være fedt at få hende lidt mere på banen”. Og jeg hadede den kommentar som pesten! Det endte med at jeg tænkte at der måtte være noget galt med mig. Alle blev ved med at påpege de her træk som noget negativt, og besluttede mig for at arbejde på at blive mere udadvendt. Jeg prøvede på at sige mere i timerne – altid med helt ondt i maven og nærmest med koldsved, fordi jeg var så usikker på mig selv. Jeg prøvede også at snakke lidt mere med andre og har ofte følt mig upassende og akavet, fordi det bare var så fremmed for mig. Ikke desto mindre blev det med tiden hele tiden en lille smule bedre og jeg tror at jeg fra omkring teenageårene og til nu, sådan rigtigt begyndte at være lidt mere udadvendt og social. Nu tør jeg også godt kaste mig ud i nye ting, hvor jeg virkelig skal udfordre mig selv. Jeg har f.eks. holdt foredrag og undervist, noget jeg ellers aldrig troede jeg ville komme til. Folk der kender mig ved også, at jeg sagtens kan komme med kække bemærkninger og fremstå selvsikker.
Jeg bliver dog aldrig nogensinde en rigtig selvsskabspapegøje. Jeg har rigtig meget brug for at være alene og jeg er lidt tid om at åbne op, når jeg møder nye mennesker. Jeg kan også stadig super hurtigt blive usikker på mig selv i nye situationer. Og selvom jeg lidt har accepteret at det er sådan jeg er som person, så kan det stadig være en side ved mig selv der irriterer mig lidt. Det kom især til udtryk for nylig, hvor jeg var til jobsamtale på et bosted. Jeg blev ikke valgt til jobbet og da jeg ringede og fik feedback på samtalen, fik jeg at vide at ”jeg er helt sikker på, at du er super dygtigt og meget pligtopfyldende, men vi kunne ikke mærke dig i lokalet. Du er meget anonym, vi kunne ikke fornemme hvem du er som person”. Jeg er ellers god nok til at håndtere kritik, men jeg kan mærke at lige det her har ramt mig lidt hårdt og jeg har tænkt meget over den feedback lige siden. Og det rammer mig, fordi det er lige netop den side af mig selv, som jeg altid har kæmpet SÅ meget med. Nu spænder den så også lidt ben for mine faglige kompetencer, fordi jeg udadtil kan virke som en kedelig, stille lille mus, der ikke kan træde i karakter. Og de har ret, det er jo ikke særlig tiltrækkende, hvis de tror jeg er sådan en, der altid gemmer mig lidt i et hjørne. Sådan er jeg heldigvis kun en lille brøkdel af tiden nu, men det ærgrer mig sindssygt meget at folk der ikke kender mig, får en kedelig opfattelse af mig.
Men som sagt, så er det jo et eller andet sted bare sådan jeg er. Og selvom jeg kan arbejde på at gøre det bedre, så vil den side altid være en del af mig. Det er vel egentlig også okay, for det sidste jeg ønsker er, at jeg skal lave helt om på mig selv. Jeg må nok bare være glad for de mange mennesker, som heldigvis kan se bag om mit nogle gange usikre ydre 🙂