Åh gud, jeg vidste jo godt at tidspunktet ville komme, hvor vores lille pige ville gå fra at være den her søde lille baby, der ikke gør en flue fortræd, til lige pludselig at blive meget selvstændig og have sin egen opfattelse af hvordan tingene skal foregå.
Faktisk så synes jeg det allerede er ved at være et godt stykke tid siden, at den unge dame fandt ud af at hun til tider har en helt anden mening end sine forældre – og hvordan man giver udtryk for, når noget ikke går efter ens hoved. Det er som oftest meget lidt lydløst når hun går i gang og man kan i et svagt øjeblik godt komme til at tænke at det er noget værre djævleyngel man har fået sat i verden…

Min sundhedsplejerske nævnte faktisk allerede ved 8 månederstjekket, at vi nok godt kunne forvente, at hun kunne blive lidt strid når hun blev lidt ældre, at bedømme ud fra hendes personlighed allerede på det tidspunkt. Jamen halleluja, jeg glæder mig da allerede til hun ligger sig ned og skriger på gulvet i Netto, når der er noget hun ikke må få 😓 Selvom det ikke er så galt endnu, så synes jeg nu at vi allerede godt kan mærke noget sandhed omkring det sundhedsplejersken sagde. Lille Freja er nemlig allerede begyndt at spasse totalt ud, hvis der er noget hun ikke må (sætte sig ned at skrige i 10 minutter, fordi hun har fået et nej) og hun kan sågar finde på at slå mig med vilje, når jeg irettesætter hende. Selvom det godt kan virke lidt voldsomt, så er det selvfølgelig ikke helt unormalt, at små børn begynder at opføre sig sådan, når de skal prøve grænser af. Det kan dog give mig helt sved på panden, når jeg tænker på, at det er mit ansvar (og farens bevares), at opdrage det her lille menneske, så det på sigt bliver nogenlunde civiliseret. For hvordan gør man så lige det??

Det var så dejlig nemt den gang man kunne grine lidt af hendes “dårlige” opførsel, fordi hun var for lille til at forstå nogen former for opdragelse endnu. Det var jo alligevel lidt sødt, når hun kom til at nive en eller sad og skreg i ren begejstring over at have opdaget sin stemme. Jeg kan så orientere jer om, at hun edderbrandsparkme har forstået at man nu kan gøre alle de her ting bevidst, for at få sin vilje eller vise sin utilfredshed – og det hjælper ikke at grine af det, for så er det bare endnu sjovere næste gang. Amen altså, jeg er virkelig kommet på udebane her. Og eftersom jeg altid har haft meget travlt med at lege kloge-åge og bedømme alle andres børns opdragelse, så betyder det jo selvsagt, at jeg selvfølgelig bør have 100 % styr på det selv. Det er så ik tilfældet… Jeg har rigtig mange ideer oppe i mit hoved om hvordan det hele skal foregå, men når det kommer til praksis er det bare ikke altid at mine metoder virker. At hun samtidig er for lille til at have et sprog endnu, gør det kun endnu mere kringlet at forklare hvorfor hun ikke må hive hunden i tissemanden hunden eller bide i møblerne. Der er også bare andre gange, hvor man ganske enkelt er for træt til at gide tage konflikten. Det er f.eks. ikke lang tid siden at David fandt Freja i gang med at splitte en toiletrulle ad til atomer i hele huset, fordi jeg skulle gøre mig klar og ikke magtede at fjerne hende fra rullen for 17. gang.

Jeg har i hvert fald fundet ud af, at opdragelse ikke bare er sådan lige til og at man mange gange kommer til at give sig, hvor man føler man burde have stået mere fast. Jeg synes dog langsomt jeg begynder at lære mere om sig selv og sine grænser undervejs i det her cirkus. Og mon ikke at mit barn en dag viser sig, at blive til et ordentligt menneske alligevel.

Så kære medmødre, jeg lover at jeg aldrig ser skævt til jer igen, når jeres børn ter sig og er medgørlige!

Og alle andre – please vær sød at have tålmodighed, når jeg skal trække min skrigende datter ud af et supermarked om et par år 😅

For ca. 2,5 måned siden startede Freja i dagpleje. I husker måske dette indlæg jeg udgav på vores sidste barselsdag sammen. Det var vanvittigt turbulent for mig. Jeg synes det var så underligt, at vi ikke længere skulle være sammen i døgndrift. Samtidig glædede jeg mig til at prøve at være lidt mig selv igen.

I starten synes jeg det virkede helt forkert at aflevere min lille pige, hos et fremmed menneske. Måske især fordi jeg går ledig nu her. Selvom hun har nogle korte dage i dagplejen og hun holder fri minimum en gang om ugen, følte jeg ikke at jeg havde en “undskyldning” for at sende hende afsted. Nu bruger jeg selvfølgelig en del mere tid på at søge jobs end før, men alligevel har jeg jo stadig en del tid til at pleje egne interesser -alt imens jeg får mit barn passet. Det tog mig lige lidt tid at sluge. Derudover synes jeg det har været svært at give ansvaret videre. Jeg har ofte siddet og blevet nervøs for om hun har frosset eller haft det for varmt når hun sover i dagplejen, eller om hun har fået nok at spise. Alt sammen noget som jeg ved dagplejemoren har helt styr på. Alligevel kunne jeg ikke rigtig slippe tankerne og har nogle gange overvejet at ringe ned bare for at høre om hun har det godt, på trods af at jeg jo udemærket godt ved at det har hun 😄

Det er som sagt nu 2,5 måned siden at hun startede i dagpleje. Hvordan går det så egentlig med ikke at være på barsel mere? I hvad der føles som 100 år, har jeg følt at min identitet hang sammen med min rolle som mor og jeg har måske egentlig glemt lidt hvordan det var at være Mia, inden Freja kom til. Alt hvad jeg har foretaget mig det seneste år har været sammen med Freja og på Frejas præmisser. Egne interesser måtte komme i anden række.

I manges tilfælde tror jeg faktisk, at afslutningen på en barsel, samtidig er starten på at finde sig selv igen.

Jeg må dog indrømme at jeg på mange måder virkelig nyder ikke at være på barsel mere. Det lyder måske lidt hårdt. Jeg har  haft den dejligste tid med min lille pige, som jeg aldrig vil være foruden og jeg savner hende hver dag, når hun er afsted. Jeg tror bare det er meget sundt, at have tid til sig selv og få lov til at mærke ens egne behov igen. At have samtaler med andre, som ikke kun handler om Freja. At opleve noget nyt og komme ud blandt andre mennesker hver dag. De sidste par måneder har jeg nydt at kunne sidde totalt uforstyrret og drikke min kaffe, tage en middagslur, hvis jeg var træt. Jeg har haft tid til at gå mere op i min træning igen og jeg har kunnet være sammen med venner og familie, uden at skulle forstyrres af en lille spirrevip der piller ved alting. Vigtigst af alt, så har jeg aldrig sat så meget pris på tiden med min datter, som jeg gør nu.

Jeg glædes derfor over vores nye hverdag her i huset – samtidig glæder jeg mig til, at Freja en dag bliver storesøster og jeg skal gå hjemme med en lille baby igen ❤️

Kære lille skat

I dag er det officielt vores sidste dag på barsel sammen. Det er den dag, der lå så langt ude i fremtiden da du kom til, at man troede den aldrig ville komme. Men i dag nåede vi dagen.

Aldrig har jeg udviklet mig så meget, som jeg har gjort sammen med dig de sidste 10,5 måneder. Jeg har lært at jeg både kan og vil gå i gennem ild og vand for et andet menneske. Jeg har lært at tilsidesætte mig selv og mine behov 100 %. Jeg har lært at elske fuldstændig ubetinget.

Den 19. april 2017, klokken 00:31 kom du pludseligt til verden, næsten 3 uger før termin. Du var en lille fis på bare 2810 gram og 49 cm. Du havde langt mørkt hår og næsten kulsorte øjne. Det var den vildeste oplevelse at sidde med dig i armene. Jeg havde gjort mig mange tanker omkring hvordan du ville være, mens du lå inde i maven. Hvordan ville du se ud? Hvem ville du ligne? Og hvordan ville din personlighed blive? Nu var du her og vi skulle lære hinanden at kende.

Din ankomst satte mange følelser i spil. Jeg oplevede alt fra den dybeste stolthed til angsten for at stå med ansvaret for dig. Pludselig var jeg MOR. Tænk sig, at du skulle være i mit liv, resten af mine dage. Det var både opløftende og skræmmende på samme tid. Var jeg overhovedet klar til alt det her? Hvis noget gik galt var det jo MIN skyld. Hvordan skulle jeg overhovedet forholde mig til det ansvar?

Ikke mange dage gik dog, før jeg synes det hele blev lidt nemmere. Jeg var stadig rigtig meget på udebane, men jeg begyndt at føle mig som din mor. Jeg mærkede stoltheden over mig selv, når du hold op med at græde ved min blotte nærhed og når du lå mæt og glad ved brystet. Det var min fortjeneste! Jeg synes du var det dejligste lille menneske og kunne slet ikke forstå at du var min. Tænk sig at jeg var så velsignet, at have dig i mit liv.

Det var dog ikke dage med dig, der var lige rosenrøde. Da du var blot 2 uger gammel til du var næsten 4 måneder var du ikke nogen glad pige. Du var meget ked af det, det meste af tiden og det skar i mit hjerte, at jeg ikke kunne gøre andet end at være der for dig. Jeg husker at jeg var så ked af, at vi ikke kunne nyde vores første tid på barsel sammen. Det blev dog heldigvis meget bedre og du har sidenhen været en meget glad pige. Jeg sætter SÅ meget pris på de smil jeg får fra dig nu, fordi jeg tydeligt husker hvordan du ikke altid havde overskuddet til det dengang. Dit velbefindende betyder uendeligt meget for mig og jeg håber aldrig, at jeg skal se dig så ulykkelig igen.

Hver eneste dag ser jeg dig vokse. Jeg ser hvordan du udvikler dig og nysgerrigt undersøger alting. Jeg bekræfter dig hver gang du med stolthed viser mig hvad du kan, mens det samtidigt gør lidt ondt i maven, fordi jeg bliver klar over at du ikke bliver ved med at være en lille pige. Det er så sindssygt at se, hvordan du er gået fra at være så lille og hjælpeløs til nu selvstændigt at udforske verden. Jeg kan slet ikke forstå, at du en dag også vil kunne gå, tale og meget andet.

I morgen starter en helt ny hverdag. Du skal starte i dagpleje. Vi har været sammen stort set alle døgnets timer, siden du blev født. Det er slut nu. Jeg skal give dig fra mig og overlade ansvaret for dig til et fremmed menneske. Vi skal undvære hinanden flere timer ad gangen. Det gør så ondt indeni. Jeg VED det bliver rigtig godt for dig at komme i dagpleje, hvor du kan lege med andre børn. Du får den sødeste dagplejemor, som helt sikkert nok skal tage sig rigtig godt af dig. Du er nok mere klar, end din mor nogensinde bliver.
Nu bliver du sendt ud, hvor jeg ikke længere kan følge dig i alt du gør. Jeg er der ikke, hvis du falder og slår dig og bliver ked af det. Jeg er der måske ikke, når du tager dine første skridt eller siger dit første ord.

Kære lille skat.
Jeg elsker dig af hele mit hjerte. Jeg er altid lige i nærheden også selvom du fysisk ikke kan se mig.  Når du bliver større, så vær klar over, at når jeg ikke giver dig lov til alting eller jeg kommer med irriterende påmindelser, så er det fordi jeg prøver at passe på dig. Jeg vil aldrig stoppe med at bekymre mig om dig. Uanset hvor stor du bliver, vil du altid være min lille pige.

Jeg havde gjort mig mange tanker om moderskabet, inden min datter kom til. Alligevel er der virkelig mange ting der er kommet bag på mig, nu hvor jeg står midt i det. Vidste du f.eks. godt at det er helt normalt, at en nyfødt kan skide over 10 gange i døgnet?! Her er 10 andre ting, jeg har fundet ud af efter jeg er blevet mor:

1. Det der amning er altså slet ikke så hyggeligt, som jeg gik og forestillede mig. Altså jo lidt i starten, hvor hun lå helt stille og små sov. Nu karter hun rundt, fægter med arme og ben, bider mig og piller mig i næsen i mens. Hvis man er ude er det i øvrigt pænt svært at koncentrere sig om sit foretagende dvs. man slipper, tager fat, slipper, tager fat, slipper, tager fat…………!!!!
2. Frøken madglad (mig), som overhovedet ikke kunne gå 3 timer uden et måltid, har pludselig lært at udskyde måltider. Halleluja! Jeg troede aldrig jeg skulle komme til at sige det, men jeg glemmer faktisk ofte at spise, fordi jeg har travlt med min datter (you heard it).
3. En baby kan producere lige så meget vasketøj, som 4 voksne mennesker.
4. Jeg kan klare meget mere end jeg troede. Søvntotur, hysterianfald, diarrebleer og jeg skal komme efter dig.
5. Helt almindelige ting, såsom en VARM kop kaffe, en uafbrudt nattesøvn og 10 minutter alene på toilettet er ikke længere en selvfølge, men en luksus man sjældent oplever.
6. Jeg kommer til at have dårlig samvittighed fra nu af og til den dag jeg dør. Uanset hvor godt man synes man gør det, så kan man ikke lade være med at bebrejde sig selv for de mindste ting.
7. Det er håbløst at tro, at vores hjem kommer til at være pænt og ikke mindst rent de næste 10 år. Jeg synes det kunne være svært at holde hjemmet pænt før vi fik børn. Nu – holy moly..
8. Man gør ikke bare lige ting mere. Skal vi ud af døren er pakkelisten uendelig – barnevogn, pulsetaske, bleer, stofbleer, vådservietter, skiftetøj, legetøj, sutter, mad, dyne, sutteklud osv . Tænk sig, at der var en gang, hvor jeg bare skulle huske mobil, pung og nøgler.
9. Det er fysisk umuligt at tage billeder af andet end sit barn, når man får sådan et. Og når baby er blevet puttet om aftenen, sidder du og kigger på alle billederne og savner hende, på trods af at hun ligger og sover i det tilstødende lokale.
10. Jeg troede jeg elskede mine forældre og min kæreste højt (bevares det gør jeg stadig), men kærligheden til ens barn, er bare på et helt andet niveau. Man gør vitterlig ALT for ens børn og jeg tror ikke de kan gøre noget, som man aldrig vil tilgive dem.

Hold nu op, hvor var jeg klog omkring det her emne, inden jeg blev mor. Babyer de sover jo gerne en 3 timers tid til middag, så det der med lige at tage lillepigen med op i fitness, skulle da nok kunne lade sig gøre. Også gerne 3 gange om ugen, som jeg var vant til. Så kunne jeg ordne alt det praktiske derhjemme og besøge venner og familie de andre dage i ugen. Neeeemt.

Jeg har haft Freja med i fitness EN gang. På hendes 9 levemåneder, er det lykkedes mig en eneste gang. Der var vidst nogen der glemte at fortælle mig, at min baby ikke er en af dem, som sover lange lure uden for hjemmets 4 vægge. Hun sover faktisk lige præcis 30 minutter fra det øjeblik hun lukker øjnene. Trækker man parkering af barnevogn i centeret, omklædning osv. fra, havde jeg omkring 17 minutters alenetid i fitness, inden hun var vågen igen. Herefter skulle jeg underholde et lille barn, samtidig med at jeg skulle træne (og se ud som om jeg selvfølgelig havde mega styr på det hele, ikke mindst). Dem der kender Freja, ved også godt, at hun er en meget bestemt dame. Efter et ophold i fitness på ca. 40 minutter, havde den unge dame fået NOK og vi måtte afslutte vores fornemme besøg. I ved sådan med lidt halvskrigeri på vejen ud. Jeg tror den episode, er på top 10 over de mest stressende ting, jeg nogensinde har prøvet 😀

Konklusionen må være: hvis du vil have dit barn med i fitness, så få et nemt barn der sover meget.. Spøg til side 🙂

Jeg skal selvfølgelig ikke være dommer over, om andre sagtens kan få det til at fungere. Jeg har set flere (mega seje) mødre, have deres små babyer med i fitness. Men jeg kan også sagtens forstå, hvorfor måske endnu flere mødre ikke kan overskue det. Det er i hvert fald min erfaring, at fitness er lidt mindre baby-venligt, end jeg havde forestillet mig.

Men hvad gør man så, når man står der med sit lille bitte menneske, der hænger på sin mor, næsten alle døgnets 24 timer?

Løsningen for mig, har været flere ting. Da Freja var under 4 måneder og havde rigtig svært ved at undvære mig særlig lang tid af gangen, bestod min træning enten af løbeture på en halv time, mens far tog over eller af lange gåture med barnevognen. Det var langt fra det jeg havde håbet på, at min træning skulle bestå af, men det var hvad der var realistisk, på daværende tidspunkt.

Nu hvor Freja er blevet ældre, tager far over ca. 1-2 gange om ugen, hvor jeg kan tage i fitness og træne, som jeg ellers ville have gjort. Det begrænser sig til at være om eftermiddagen og aftenen, hvor der er mega crowded i centret, men far arbejder i løbet af dagen, så det kan ikke være anderledes. Derudover prøver jeg ind i mellem at indpasse træning i den tid, hvor jeg er alene med Freja i løbet af dagen (den er der trods alt en del af). Nogen gange løber jeg en tur med Freja i klapvognen, mens hun sidder og nyder udsigten eller sover, andre gange træner jeg simpel styrketræning hjemme i stuen. Jeg anskaffet mig en træningsmåtte og 2 kettlebells på hver 8 kilo, hvilket jeg burde have gjort for længe siden. Det er super nemt at gå til, mens Freja alligevel sover udenfor og jeg slipper for al besværet med at pakke barnevogn, sportstaske, pusletaske og 100 stykker legetøj osv. for at komme ud ad døren.
Jeg har altid synes, at hjemmetræning ikke er “rigtig” træning, men det kan sagtens være rigtig effektivt og jeg har faktisk lært at holde af det.

Så det er altså den “famøse” træning det bliver til, efter jeg er blevet mor 😀 Jeg kan sagtens holde mig i fin form stadigvæk, men jeg savner også den tid jeg havde før, til virkelig at dyrke min passion. Det kommer heldigvis igen, men så længe man har sådan et lille barn i huset, foregår alt på hendes præmisser og det har jeg det faktisk også fint med. Træning skal der nok komme tid til, barslen med min lille datter har en udløbsdato 🙂