Jeg har altid været den der stille pige, som man ikke lægger mærke til som den første og jeg har haft sindssyg svært ved at sætte grænser og sige hvad jeg mener. Allerede fra den gang jeg var helt lille og gik i børnehave, kan jeg huske at jeg havde svært med det sociale, fordi jeg simpelthen ikke turde tale med andre og ikke havde en mening om noget. Derfor holdt jeg mig ganske enkelt for mig selv det meste af tiden og talte helst kun med pædagogerne, hvis jeg kunne komme til det.

Det var ikke blevet meget bedre, da jeg startede i folkeskolen. Jeg kan huske det var vildt grænseoverskridende. For det første var der sindssygt mange andre børn jeg skulle forholde mig til og for det andet blev det pludselig også forventet, at man var aktiv og sagde noget i timerne. Det holdt jeg mig gerne fra – alle skulle jo kigge på mig, hvis jeg sagde noget i timerne og hvad nu hvis jeg sagde noget forkert og blev til grin? Af samme grund fik jeg også den samme kommentar, hver evig eneste gang jeg var til skole-hjemsamtaler ”ja, Mia er jo en meget stille pige der ikke siger så meget i timerne. Det kunne være fedt at få hende lidt mere på banen”. Og jeg hadede den kommentar som pesten! Det endte med at jeg tænkte at der måtte være noget galt med mig. Alle blev ved med at påpege de her træk som noget negativt, og besluttede mig for at arbejde på at blive mere udadvendt. Jeg prøvede på at sige mere i timerne – altid med helt ondt i maven og nærmest med koldsved, fordi jeg var så usikker på mig selv. Jeg prøvede også at snakke lidt mere med andre og har ofte følt mig upassende og akavet, fordi det bare var så fremmed for mig. Ikke desto mindre blev det med tiden hele tiden en lille smule bedre og jeg tror at jeg fra omkring teenageårene og til nu, sådan rigtigt begyndte at være lidt mere udadvendt og social. Nu tør jeg også godt kaste mig ud i nye ting, hvor jeg virkelig skal udfordre mig selv. Jeg har f.eks. holdt foredrag og undervist, noget jeg ellers aldrig troede jeg ville komme til. Folk der kender mig ved også, at jeg sagtens kan komme med kække bemærkninger og fremstå selvsikker.

Jeg bliver dog aldrig nogensinde en rigtig selvsskabspapegøje. Jeg har rigtig meget brug for at være alene og jeg er lidt tid om at åbne op, når jeg møder nye mennesker. Jeg kan også stadig super hurtigt blive usikker på mig selv i nye situationer. Og selvom jeg lidt har accepteret at det er sådan jeg er som person, så kan det stadig være en side ved mig selv der irriterer mig lidt. Det kom især til udtryk for nylig, hvor jeg var til jobsamtale på et bosted. Jeg blev ikke valgt til jobbet og da jeg ringede og fik feedback på samtalen, fik jeg at vide at ”jeg er helt sikker på, at du er super dygtigt og meget pligtopfyldende, men vi kunne ikke mærke dig i lokalet. Du er meget anonym, vi kunne ikke fornemme hvem du er som person”. Jeg er ellers god nok til at håndtere kritik, men jeg kan mærke at lige det her har ramt mig lidt hårdt og jeg har tænkt meget over den feedback lige siden. Og det rammer mig, fordi det er lige netop den side af mig selv, som jeg altid har kæmpet SÅ meget med. Nu spænder den så også lidt ben for mine faglige kompetencer, fordi jeg udadtil kan virke som en kedelig, stille lille mus, der ikke kan træde i karakter. Og de har ret, det er jo ikke særlig tiltrækkende, hvis de tror jeg er sådan en, der altid gemmer mig lidt i et hjørne. Sådan er jeg heldigvis kun en lille brøkdel af tiden nu, men det ærgrer mig sindssygt meget at folk der ikke kender mig, får en kedelig opfattelse af mig.

Men som sagt, så er det jo et eller andet sted bare sådan jeg er. Og selvom jeg kan arbejde på at gøre det bedre, så vil den side altid være en del af mig. Det er vel egentlig også okay, for det sidste jeg ønsker er, at jeg skal lave helt om på mig selv. Jeg må nok bare være glad for de mange mennesker, som heldigvis kan se bag om mit nogle gange usikre ydre 🙂

Elsker du at høre om 1. world problems? Here you go..

At tanke vores bil. Jeg plejer altid at trække tankningen til jeg nærmest kører på dampene. Derudover har jeg til vane at glemme, at jeg burde tanke, for så at opdage det en travl morgen, når jeg skal længere end der er diesel nok til. Feeeedt. Jeg ved ikke hvorfor jeg absolut skal hade den skide tankning så meget – det tager kun 2 minutter og vi bor nærmest ved siden af en tankstation. Men hade det gør jeg altså..

Og nu hvor vi er ved biler..

Jeg HADER at køre bilen i vaskehal. Eller det vil sige, at jeg har en ide om, at jeg hader at køre bilen i vaskehal, for jeg har faktisk kun gjort det én gang med min aller første bil og det var det nok egentlig mest min kæreste der gjorde det. Han kørte i hvert fald bilen ind i hallen og satte vasken i gang. Jeg havde dog helt selv kørt bilen hen til vaskehallen, stået og ventet på den var klar og kørt bilen hjem igen. Det må tælle som et forsøg. Ikke desto mindre så er det aldrig mig der sørger for vaskningen af vores bil. Jeg venter ganske enkelt bare på at min kæreste tager initiativ til at få det gjort, uanset hvor beskidt den end måtte være. Det synes jeg er en nem måde at slippe udenom på 😁

At tømme opvaskemaskinen. Seriøst, tøm dig selv. Det er nok den mest trælse opgave jeg overhovedet kan komme i tanke om… Især når den er fuld op til aftensmaden og man skal tømme den, inden man kan rydde op efter maden 😭 Jeg tror snildt jeg kan finde på 100 andre lorte opgaver som jeg hellere ville ordne. Jeg tror jeg bliver nødt til at minde mig selv om, at der findes mennesker, som slet ikke ejer en opvaskemaskine. I har min dybeste medfølelse. Virkelig.

At snakke i tlf mens andre hører det. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men jeg bliver bare altid lettere utilpas når andre kan høre mine tlf samtaler. Især hvis det er meget formelle samtaler, men samtaler med min mor kan også gøre det. Selvom det kun er min kæreste der ville kunne høre det, kan jeg faktisk godt finde på at gå ind i et andet rum for at snakke i tlf, eller vente med at ringe til jeg er alene. Jeg bliver nok aldrig tlf sælger…

At gå barfodet rundt. Jeg kan slet ikke klare at få snavs under fødderne. Ikke en gang en lillebitte smule – derfor har jeg ALTID strømper på. Det kan gå an med en sandal, hvis det er meget varmt, som eneste undtagelse. Jeg har et par gange forsøgt mig med at rende barfodet rundt når der LIGE er støvsuget og vasket gulv. Det går an, men det er stadig mærkelig. Så på med sokkerne.

Åh gud, jeg vidste jo godt at tidspunktet ville komme, hvor vores lille pige ville gå fra at være den her søde lille baby, der ikke gør en flue fortræd, til lige pludselig at blive meget selvstændig og have sin egen opfattelse af hvordan tingene skal foregå.
Faktisk så synes jeg det allerede er ved at være et godt stykke tid siden, at den unge dame fandt ud af at hun til tider har en helt anden mening end sine forældre – og hvordan man giver udtryk for, når noget ikke går efter ens hoved. Det er som oftest meget lidt lydløst når hun går i gang og man kan i et svagt øjeblik godt komme til at tænke at det er noget værre djævleyngel man har fået sat i verden…

Min sundhedsplejerske nævnte faktisk allerede ved 8 månederstjekket, at vi nok godt kunne forvente, at hun kunne blive lidt strid når hun blev lidt ældre, at bedømme ud fra hendes personlighed allerede på det tidspunkt. Jamen halleluja, jeg glæder mig da allerede til hun ligger sig ned og skriger på gulvet i Netto, når der er noget hun ikke må få 😓 Selvom det ikke er så galt endnu, så synes jeg nu at vi allerede godt kan mærke noget sandhed omkring det sundhedsplejersken sagde. Lille Freja er nemlig allerede begyndt at spasse totalt ud, hvis der er noget hun ikke må (sætte sig ned at skrige i 10 minutter, fordi hun har fået et nej) og hun kan sågar finde på at slå mig med vilje, når jeg irettesætter hende. Selvom det godt kan virke lidt voldsomt, så er det selvfølgelig ikke helt unormalt, at små børn begynder at opføre sig sådan, når de skal prøve grænser af. Det kan dog give mig helt sved på panden, når jeg tænker på, at det er mit ansvar (og farens bevares), at opdrage det her lille menneske, så det på sigt bliver nogenlunde civiliseret. For hvordan gør man så lige det??

Det var så dejlig nemt den gang man kunne grine lidt af hendes “dårlige” opførsel, fordi hun var for lille til at forstå nogen former for opdragelse endnu. Det var jo alligevel lidt sødt, når hun kom til at nive en eller sad og skreg i ren begejstring over at have opdaget sin stemme. Jeg kan så orientere jer om, at hun edderbrandsparkme har forstået at man nu kan gøre alle de her ting bevidst, for at få sin vilje eller vise sin utilfredshed – og det hjælper ikke at grine af det, for så er det bare endnu sjovere næste gang. Amen altså, jeg er virkelig kommet på udebane her. Og eftersom jeg altid har haft meget travlt med at lege kloge-åge og bedømme alle andres børns opdragelse, så betyder det jo selvsagt, at jeg selvfølgelig bør have 100 % styr på det selv. Det er så ik tilfældet… Jeg har rigtig mange ideer oppe i mit hoved om hvordan det hele skal foregå, men når det kommer til praksis er det bare ikke altid at mine metoder virker. At hun samtidig er for lille til at have et sprog endnu, gør det kun endnu mere kringlet at forklare hvorfor hun ikke må hive hunden i tissemanden hunden eller bide i møblerne. Der er også bare andre gange, hvor man ganske enkelt er for træt til at gide tage konflikten. Det er f.eks. ikke lang tid siden at David fandt Freja i gang med at splitte en toiletrulle ad til atomer i hele huset, fordi jeg skulle gøre mig klar og ikke magtede at fjerne hende fra rullen for 17. gang.

Jeg har i hvert fald fundet ud af, at opdragelse ikke bare er sådan lige til og at man mange gange kommer til at give sig, hvor man føler man burde have stået mere fast. Jeg synes dog langsomt jeg begynder at lære mere om sig selv og sine grænser undervejs i det her cirkus. Og mon ikke at mit barn en dag viser sig, at blive til et ordentligt menneske alligevel.

Så kære medmødre, jeg lover at jeg aldrig ser skævt til jer igen, når jeres børn ter sig og er medgørlige!

Og alle andre – please vær sød at have tålmodighed, når jeg skal trække min skrigende datter ud af et supermarked om et par år 😅

For ca. 2,5 måned siden startede Freja i dagpleje. I husker måske dette indlæg jeg udgav på vores sidste barselsdag sammen. Det var vanvittigt turbulent for mig. Jeg synes det var så underligt, at vi ikke længere skulle være sammen i døgndrift. Samtidig glædede jeg mig til at prøve at være lidt mig selv igen.

I starten synes jeg det virkede helt forkert at aflevere min lille pige, hos et fremmed menneske. Måske især fordi jeg går ledig nu her. Selvom hun har nogle korte dage i dagplejen og hun holder fri minimum en gang om ugen, følte jeg ikke at jeg havde en “undskyldning” for at sende hende afsted. Nu bruger jeg selvfølgelig en del mere tid på at søge jobs end før, men alligevel har jeg jo stadig en del tid til at pleje egne interesser -alt imens jeg får mit barn passet. Det tog mig lige lidt tid at sluge. Derudover synes jeg det har været svært at give ansvaret videre. Jeg har ofte siddet og blevet nervøs for om hun har frosset eller haft det for varmt når hun sover i dagplejen, eller om hun har fået nok at spise. Alt sammen noget som jeg ved dagplejemoren har helt styr på. Alligevel kunne jeg ikke rigtig slippe tankerne og har nogle gange overvejet at ringe ned bare for at høre om hun har det godt, på trods af at jeg jo udemærket godt ved at det har hun 😄

Det er som sagt nu 2,5 måned siden at hun startede i dagpleje. Hvordan går det så egentlig med ikke at være på barsel mere? I hvad der føles som 100 år, har jeg følt at min identitet hang sammen med min rolle som mor og jeg har måske egentlig glemt lidt hvordan det var at være Mia, inden Freja kom til. Alt hvad jeg har foretaget mig det seneste år har været sammen med Freja og på Frejas præmisser. Egne interesser måtte komme i anden række.

I manges tilfælde tror jeg faktisk, at afslutningen på en barsel, samtidig er starten på at finde sig selv igen.

Jeg må dog indrømme at jeg på mange måder virkelig nyder ikke at være på barsel mere. Det lyder måske lidt hårdt. Jeg har  haft den dejligste tid med min lille pige, som jeg aldrig vil være foruden og jeg savner hende hver dag, når hun er afsted. Jeg tror bare det er meget sundt, at have tid til sig selv og få lov til at mærke ens egne behov igen. At have samtaler med andre, som ikke kun handler om Freja. At opleve noget nyt og komme ud blandt andre mennesker hver dag. De sidste par måneder har jeg nydt at kunne sidde totalt uforstyrret og drikke min kaffe, tage en middagslur, hvis jeg var træt. Jeg har haft tid til at gå mere op i min træning igen og jeg har kunnet være sammen med venner og familie, uden at skulle forstyrres af en lille spirrevip der piller ved alting. Vigtigst af alt, så har jeg aldrig sat så meget pris på tiden med min datter, som jeg gør nu.

Jeg glædes derfor over vores nye hverdag her i huset – samtidig glæder jeg mig til, at Freja en dag bliver storesøster og jeg skal gå hjemme med en lille baby igen ❤️

Sikke dog et fantastisk sommervejr vi har i disse dage 😎😍 Det bliver virkelig nydt for fulde gardiner herhjemme – hold nu op det har været tiltrængt efter en lang vinter! Hver gang vejret viser sig fra sin gode side, synes jeg altid jeg liver lidt ekstra op og får lyst til at lave alt muligt. Det tror jeg ikke jeg er ene om – man ser i hvert fald lige pludselig mennesker alle steder udenfor. Jeg kan slet ikke få nok af den her årstid og jeg håber virkelig at vi får en god sommer denne gang!

Indtilvidere har maj måned været rigtig dejlig. Jeg går desværre ledig (send lige noget job-støv i min retning), men det betyder jo samtidig, at jeg har haft en del tid til at opholde mig udendørs. Om ikke andet for at skrive ansøgninger i haven 😉 Inden længe starter jeg praktik hos AK Atlas (en vægtløftningsklub), hvor jeg skal have genopfrisket alt det jeg lærte på studiet og komme ud og få brugt mig selv lidt igen. Det glæder jeg mig til at komme i gang med. Eller er mine planer for maj at:

Være sammen med venner og familie. Vi skal til flere arrangementer med både min og Davids familie i denne måned. Det plejer altid at være mega hyggeligt og det er dejligt at se hvordan Freja nyder at hun får al opmærksomheden. Derudover SKAL jeg have lavet en aftale med mine veninder fra gymnasiet. Det er alt for længe siden at vi har set hinanden – måske det gode vejr gør, at det kommer til at indebære iskold rosé ? 😉

Tage ud til et sted jeg ikke har været længe. På det seneste har jeg tænkt på at tage bilen og køre et sted hen, jeg ikke har været længe. Jeg har f.eks. overvejet at tage til søerne i Sorø, hvor jeg ofte gik tur da jeg studerede, eller Stignæs havn, hvor jeg mange gange har gået i vandkanten, mens Kenzo badede. Det kunne også være en bestemt rute i Slagelse Lystskov, som jeg gik en del, lige da vi fandt ud af, at vi ventede Freja. Det plejer altid at bringe en masse minder frem og så er det bare lidt sjovere, end den sædvanlige tur rundt i området.

Få noget af min gamle styrke tilbage. Jeg genoptog min træning allerede da Freja var 8 uger gammel. På trods af det, er det først nu her, jeg virkelig føler, at jeg er på vej til at ramme bare noget der ligner min gamle form. Det har givet mig blod på tanden, så nu skal min træning målrettes mere og den skal lige have lidt ekstra gas. Jeg er for nylig begyndt at kunne tage chinups igen – måske næste skridt er pistolsquats? 😀

Tage på stranden og få en KÆMPE is. Jeg har længe haft lyst til at tage til stranden, bestille en gammeldags isvaffel med guf og hele svineriet og nyde den til solnedgangen. Hvordan det skal lade sig gøre, når man har et barn der går i seng klokken 19.00 har jeg ikke helt regnet ud endnu. Det er nok en af de planer jeg kommer til at moderere lidt..