Hjælp, Jeg skal opdrage et barn!

Åh gud, jeg vidste jo godt at tidspunktet ville komme, hvor vores lille pige ville gå fra at være den her søde lille baby, der ikke gør en flue fortræd, til lige pludselig at blive meget selvstændig og have sin egen opfattelse af hvordan tingene skal foregå.
Faktisk så synes jeg det allerede er ved at være et godt stykke tid siden, at den unge dame fandt ud af at hun til tider har en helt anden mening end sine forældre – og hvordan man giver udtryk for, når noget ikke går efter ens hoved. Det er som oftest meget lidt lydløst når hun går i gang og man kan i et svagt øjeblik godt komme til at tænke at det er noget værre djævleyngel man har fået sat i verden…

Min sundhedsplejerske nævnte faktisk allerede ved 8 månederstjekket, at vi nok godt kunne forvente, at hun kunne blive lidt strid når hun blev lidt ældre, at bedømme ud fra hendes personlighed allerede på det tidspunkt. Jamen halleluja, jeg glæder mig da allerede til hun ligger sig ned og skriger på gulvet i Netto, når der er noget hun ikke må få 😓 Selvom det ikke er så galt endnu, så synes jeg nu at vi allerede godt kan mærke noget sandhed omkring det sundhedsplejersken sagde. Lille Freja er nemlig allerede begyndt at spasse totalt ud, hvis der er noget hun ikke må (sætte sig ned at skrige i 10 minutter, fordi hun har fået et nej) og hun kan sågar finde på at slå mig med vilje, når jeg irettesætter hende. Selvom det godt kan virke lidt voldsomt, så er det selvfølgelig ikke helt unormalt, at små børn begynder at opføre sig sådan, når de skal prøve grænser af. Det kan dog give mig helt sved på panden, når jeg tænker på, at det er mit ansvar (og farens bevares), at opdrage det her lille menneske, så det på sigt bliver nogenlunde civiliseret. For hvordan gør man så lige det??

Det var så dejlig nemt den gang man kunne grine lidt af hendes “dårlige” opførsel, fordi hun var for lille til at forstå nogen former for opdragelse endnu. Det var jo alligevel lidt sødt, når hun kom til at nive en eller sad og skreg i ren begejstring over at have opdaget sin stemme. Jeg kan så orientere jer om, at hun edderbrandsparkme har forstået at man nu kan gøre alle de her ting bevidst, for at få sin vilje eller vise sin utilfredshed – og det hjælper ikke at grine af det, for så er det bare endnu sjovere næste gang. Amen altså, jeg er virkelig kommet på udebane her. Og eftersom jeg altid har haft meget travlt med at lege kloge-åge og bedømme alle andres børns opdragelse, så betyder det jo selvsagt, at jeg selvfølgelig bør have 100 % styr på det selv. Det er så ik tilfældet… Jeg har rigtig mange ideer oppe i mit hoved om hvordan det hele skal foregå, men når det kommer til praksis er det bare ikke altid at mine metoder virker. At hun samtidig er for lille til at have et sprog endnu, gør det kun endnu mere kringlet at forklare hvorfor hun ikke må hive hunden i tissemanden hunden eller bide i møblerne. Der er også bare andre gange, hvor man ganske enkelt er for træt til at gide tage konflikten. Det er f.eks. ikke lang tid siden at David fandt Freja i gang med at splitte en toiletrulle ad til atomer i hele huset, fordi jeg skulle gøre mig klar og ikke magtede at fjerne hende fra rullen for 17. gang.

Jeg har i hvert fald fundet ud af, at opdragelse ikke bare er sådan lige til og at man mange gange kommer til at give sig, hvor man føler man burde have stået mere fast. Jeg synes dog langsomt jeg begynder at lære mere om sig selv og sine grænser undervejs i det her cirkus. Og mon ikke at mit barn en dag viser sig, at blive til et ordentligt menneske alligevel.

Så kære medmødre, jeg lover at jeg aldrig ser skævt til jer igen, når jeres børn ter sig og er medgørlige!

Og alle andre – please vær sød at have tålmodighed, når jeg skal trække min skrigende datter ud af et supermarked om et par år 😅