Om at ramme bunden

Jeg husker det lige så tydeligt selvom det er lidt over 4 år siden. Jeg var til min kærestes lillesøsters fødselsdag. Fødselsdagen var næsten lige startet og jeg og stod og sludrede lidt med de forskellige gæster i selskabet. Jeg havde haft det helt fint hele dagen, men havde pludselig en følelse af, at mit hoved blev markant tungere end resten af min krop, jeg følte mig svimmel og havde det meget besynderligt. Jeg endte med at trække mig ind på min kærestes værelse (han boede hjemme på det tidspunkt), for lige at sidde og sunde mig lidt. Jeg fik synsforstyrrelser, rystede, fik hjertebanken og trak vejret hurtigt og uregelmæssigt. Jeg sad vist nok derinde i rimelig lang tid, måske en halv time uden egentlig at få det bedre. Af ren pli, besluttede jeg mig for alligevel at gå ind til de andre igen. Jeg husker tydeligt hvordan jeg sad og prøvede at spise maden, mens jeg rystede så meget at det tydeligt kunne ses på mig.

Om aftenen, da gæsterne var gået gik vi ind for at sove på min kærestes værelse. Jeg græd hele natten.

Næste morgen besluttede jeg mig for at tage ud til min mor, for at snakke med hende. Der var noget inden i mig der var forandret. Jeg følte at al lyst til livet var forsvundet og jeg var tom inden i. Min mor sagde, at man ligefrem kunne se i mine øjne, at min krop havde sagt fra. Hun var ikke et sekund i tvivl, jeg var gået ned med stress og hun havde set det komme i lang tid. Jeg kom også til lægen kort tid efter, som havde den samme konklusion.

Set i bakspejlet, kan jeg også sagtens se hvorfor det gik galt. Det skete mens jeg gik i 3.G et halvt år før jeg blev student. Udover skolen, som var ret krævende, arbejdede jeg ofte 20 timer eller mere ved siden af, jeg var lige flyttet hjemmefra og jeg var i gang hele tiden. Jeg satte mig ALDRIG ned for at slappe af. Lige så snart jeg kom ind af døren derhjemme gik jeg i gang med noget – rengøring, afleveringer, bagte, eller hvad jeg nu kunne finde på. Derudover sov jeg kun 5-6 timer i døgnet, for at kunne nå mere på en dag. Det måtte jo gå galt.

Det tog mig 4 måneder at komme rigtigt tilbage på sporet igen. Eftersom jeg ikke rigtig kunne have så meget fravær på gymnasiet, holdte jeg kun nogle enkelte dage fri ind i mellem, hvis jeg havde rigtig slemme dage. Mit arbejde var jeg sygemeldt fra i 2 uger. Jeg havde det mildest talt elendigt. Jeg havde vilde mareridt om natten, som fulgte mig om dagen, jeg havde tudeture nærmest dagligt det første stykke tid, jeg havde blærebetændelse 2 måneder i træk, som ikke gik væk når jeg tog medicin, min hukommelse svigtede og jeg kunne få klaustrofobiske angstanfald, hvis jeg var steder med mange mennesker f.eks. et supermarked. Men jeg kom oven på igen, fordi jeg havde et netværk der hjalp mig utrolig meget i perioden.

Jeg tror dog aldrig, at man 100 % bliver den samme person igen efter sådan en tur. Det som plager mig mest den dag i dag er, at min hukommelse aldrig er blevet helt den samme igen. Jeg glemmer utrolig mange ting, og skal have skrevet alt ned. Jeg kan f.eks. ikke tage over at handle uden at have skrevet det ned inden – også selvom det kun drejer sig om 4 ting. Jeg fortæller også ofte folk ting flere gange, fordi jeg ikke kan huske at jeg allerede har sagt det. Her for et par uger siden fik jeg min søsters og svogers ekstra nøgle til deres lejlighed. En uge fandt jeg nøglen i min pung og må spørger jeg alle jeg kender, mit praktiksted osv. om de mangler den, fordi jeg ikke kan huske jeg har fået den af dem.
Derudover sover jeg dårligt og kan aldrig stå op om morgenen – førhen sprang jeg ud af sengen og følte sig sjældent træt. Og sidst men ikke mindst har jeg sværere ved at håndtere stressede perioder. Der skal simpelthen bare ikke særlig meget til, før jeg føler mig overbebyrdet og travlhed tager al min energi.

Jeg ville ønske at jeg den gang havde været bedre til at lytte til mig selv. Det er også derfor jeg skriver dette indlæg. Jeg ville ikke selv lytte til min krop eller på andre den gang. Det lyder måske kliché, men hvis jeg kan få bare én person til at stoppe op og mærke efter, så de kan undgå samme tur som mig, så er det, det hele værd.

Pas godt på jer selv!