Du bliver aldrig tilfreds

Du gør det ikke, jeg gør det ikke.

Jeg har faktisk aldrig været tilfreds med mig selv på mange områder. Jeg har altid været meget bevidst omkring mig selv, i al den tid jeg kan huske. Selv fra da jeg var barn, kan jeg huske hvordan jeg ofte misundede de andre piger i klassen for alt muligt – deres flotte ben, deres tøj, deres vægt , fordi de var gode til fodbold og jeg skal komme efter dig. Og det tog stærkt til i teenager årene. Det var også her jeg opdagede, hvor stor indflydelse jeg selv havde på blandt andet min krops udseende. I drømmer ikke om, hvor mange tanker jeg har gjort mig omkring det jeg puttede i munden og hvor mange mavebøjninger jeg har lavet på mit Orlando Bloom tapserede ungdomsværelse, for at prøve at se ud på en anden måde end jeg gjorde. Nuvel, jeg tabte mig da også lidt og nåede nogle af  mine andre mål, men det var som om det aldrig var helt nok alligevel.

Nu er det snart længe siden jeg har været teenager, men det der med at sukke lidt på en dårlig dag i fitness eller når man går forbi et spejl, er altså ikke helt forsvundet af den grund. Jeg har stadig dage, hvor jeg er sikker på at jeg bare ville blive bare en liiille smule mere lykkelig, hvis nu bare jeg havde en lidt lavere fedtprocent og kunne tage 5 chinups mere. Og jeg tror faktisk mange kender det der med at der “bare lige” mangler lidt mere, før man er tilfreds med sig selv. Vi har sikkert alle sammen hørt om de 5 velkendte kilo der skal til, før man føler sig tilfreds i en bikini eller at man er glad, når man kan løbe 5 kilometer på 25 minutter. Sandheden er bare, at det kommer ikke til at ske. Du lykkedes måske med at tabe de 5 kilo og løbe din 5 kilometer på 25 minutter. Men så synes du i stedet, at din bagdel trænger til et løft og at du måske skulle forsøge dig med at løbe 10 kilometer næste gang.

Der florer for tiden rigtig meget på diverse blogs, i artikler osv. omkring at man skal lære at elske sig selv og slutte fred med den måde man ser ud på. Det er jeg på mange måder tilhænger af. Der er ingen grund til hele tiden at banke sig selv oveni hovedet over “småfejl”. Det ville da være meget federe at få det godt med sig selv og skide hul i hvordan man ser ud og hvad andre tænker om en. Problemet er bare, i følge min mening, at det for manges vedkommende vil være utopi at nå der til. I virkeligheden er det måske bare et nyt uopnåeligt ideal man higer efter. For du kommer sikkert ikke til at elske dig selv ubetinget. Og det synes jeg faktisk heller ikke du behøver.

Dermed ikke sagt at du ikke må elske dig selv som du er, for det må du hjertens gerne. Jeg siger heller ikke at du hele skal hige efter at blive en bedre version af dig selv. Jeg tror bare, at det for de flestes vedkommende vil batte mere, hvis man accepterer, at man simpelthen aldrig bliver tilfreds. Man må godt sætte nye mål og arbejde på at blive bedre. Man skal bare også være god til at huske hvor langt man allerede er kommet, og nyde det man har.

Vi har det ofte med at se alt for meget frem, istedet for at stoppe op og give os selv ros for de ting vi rent faktisk gennemfører. Inklusive jeg selv, selvom jeg føler jeg bliver bedre og bedre til at erkende og nyde mine succeser.

Hvad er din holdning til “accepter dig selv” bølgen? Og tror du at det kan lade sig gøre at blive 100 % tilfreds med sig selv? 🙂